Forglemmigej i Paris,
[Blomster i Paris]
Tine Byrckel, Information 21. oktober 2005
Det er en foruroligende smuk lille udstilling omkring Anna Sybergs blomstermaleri, der i et af livets korte øjeblikke, kan nydes i Paris i disse dage
Christine Melchiors var i de tidlige 90'ere medlem af en kunstnergruppe, som undertegnede var uhæmmet fan af. Der har været Ramones, The Kinks og The Bangless, der har været dadaisterne og så har der været The Bob Smith project. Fire kvinder skabte under et neutralt herrenavn en række værker, desværre alt for oversete i samtiden. Gruppen opløstes. En af kvinderne Ann Lislegaard er nu professor på Det Danske Kunstakademi. Susan Hinnum, kunstner og ph.d. i konceptkunst var i en årrække kunstskribent ved nærværende dagblad og Eva Larsson ved jeg desværre ikke, hvad der er blev af. Christine Melchiors slog sig ned i Paris. og det er her, man i øjeblikket kan se en rigtig, rigtig smuk og dybt overfladisk udstilling 'Forget-me-not', som hun har kurateret.
Ideen kender vi til bevidstløshed: kvindeligt blomstermaleri. Men Melchiors har med Danmarkshuset i baghånden og som udstillingsramme hentet Anna Sybergs blomstermaleri ud af Fåborgsk dvale og sat det sammen med unge, eller i al fald yngre internationale kunstnere. Spinkle blomsterlinjer fortæller så atter den historie, om livets korthed og ikke mindst om noget forgængeligt og tilfældigt et sted mellem natur og kultur, der aldrig forældes. Anna Syberg døde kun 44 år gammel i 1914 efter fire børnefødsler. De 'unge' kunstnere er ikke meget yngre, tiden er en anden, men ved mødet på tværs af et århundrede trækkes noget mere end moderne ud af Sybergs akvareller og malerier.
Kender vi Sybergs værk? Der er noget ucentreret over det, der dukker blomster ud bag et bord og et gardin, eller man er helt tæt på i et væld. Mange af dem er ufærdige, med vilje eller af mangel på tid og modtagere? I al fald aflæses værkerne på ny i naboskab med kunstnere fra vor tid. Taiwanske Hsia-Fei Changs kunstigt blomsterdækkede trommesæt refererer sørgmuntert til hjemlandets begravelsesritualer. Melchiors egne Beskyttelsesskærm af visne blomster og Lislegaards rosenbladsspor hen over en væg, trækker den døende natur lige ind i udstillingsrummet. Lars Bent Petersen Flowerbed spiller dobbelttydigt på blomsternes erotiske dimension og kulturens kedsomhed, mens Jean-Luc Bichaud giver hvide roser galde malerfarve, i et live-eksperiment over en hel væg.
Det er en overset kunstart at sætte en kunstnergruppe sammen. Melchiors er forblevet tro mod det dynamiske gruppearbejde fra Bob Smithprojektets tider. I Paris har hun på tværs af tid skabt en buket, der ikke er så provokerende, som de fortørnede projekter hun var med i i starten af 90'erne, men til gengæld er moden. Det er foruroligende, lidt som Dominique Ghesquières buket, der umiddelbart ser helt cellofannormal ud, indtil det går op for én af halvdelen af blomsterhovedet er skåret af. Eller de tæer, der dukker frem under et pink forhæng i Annika von Hausswolffs triste erindringer om pink...
Den særegne buket åbner ikke mindst op for et nysyn på en dansk dame, der ellers hænger lidt glemt på Fyn. Skævheden tydes. Måske finder nogen på at hente buketten tilbage til Danmark igen ? Undertegnede er i al fald stadig uhæmmet fan.
tiby@information.dk