Kathrine Bolt Rasmussen, Ojeblik, juli 2006
UBRUGTE OMRÅDER: Mellemrummets æstetik
Christine Melchiors. UBRUGTE OMRÅDER eller en erindring om rum.
Vendsyssel Kunstmuseum 24. marts – 11. juni 2006.
På Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring kan man for øjeblikket opleve en smuk stedsspecifik installation skabt af Christine Melchiors, der gennem de sidste 15 år har boet og arbejdet i Paris. Med udgangspunkt i Vendsyssel Kunstmuseums historie og det forhold, at bygningen i sin tid var en klædefabrik, har Melchiors skabt en enkel installation, der tager form af en hybrid mellem arkitektur og beklædning. Værket kan betragtes i forlængelse af en række af Melchiors tidligere projekter, der alle på forskellig vis tematiserer den arkitektur og de dagligdags rum, vi bruger, bebor og producerer. Gennem forskellige interventioner i offentlige og semioffentlige rum har Melchiors således skabt en række immaterielle midlertidige rum, der opstår i margen af det officielle rum. I projektet Esthétique entre espace urbain et cosmétique fra 1999-2000 producerede Melchiors f.eks. en række flygtige og sensible rum ved hjælp af varierende kosmetiske produkter, som hun møjsommeligt påsmurte solide materialer, som f.eks. udstillingsvinduet på den eksklusive kosmetikforretning Shu Uemura i Paris. På samme måde som kosmetik kan opfattes som en form for beskyttelse, et flygtigt ’rum’ bygget op omkring huden for en dag, fungerer arkitektur og beklædning ligeledes som en art midlertidig beskyttelse, en membran mellem ydre og indre, et forhold Melchiors på poetisk vis forholder sig til i sin dobbelttydige installation på Vendsyssel Kunstmuseum.
UBRUGTE OMRÅDER eller en erindring om rum er udført i den såkaldte skulpturgård på Vendsyssel Kunstmuseum, et rum, der i sig selv har en tvetydig karakter af ’mellemrum’ mellem indre og ydre. Oprindeligt, i klædefabrikkens dage, var rummet et udendørsareal udenfor selve bygningen. I dag er rummet, under arkitektfirmaet C. F. Møllers respektfulde renovering af bygningen, forandret til en indendørs skulpturgård med en stor glasvæg og et glastag. Det ydre af Melchiors installation – der spiller på skulpturgårdens dobbelttydige funktion i forhold til museets øvrige rene hvide udstillingsrum – er dannet af fire sorte skærme af netstof ophængt til knæhøjde svævende let over jorden. De fire transparente skærme, der former en kvadratisk struktur på ca. 4 x 4 meter, folder sig sensitivt og diskret ind i museets arkitektur og fremmaner fornemmelsen af et ekstra rum i rummet, der spørgende og efemerisk dukker op ved siden af eller parallelt med den eksisterende plantegning. Installationen antyder således et selvstændigt imaginært rum, der størrelsesmæssigt kunne rumme en nomadisk byboers spartanske møblement – som f.eks. en seng og et lille bord. Imidlertid ’møbleres’ rummets indre blot af et andet og mindre rektangulært rum, der ligeledes er dannet af sorte svævende netstofskærme. Installationens lidt stive og rigide former modsvares imidlertid af det bløde gennemsigtige netstof, der ved det mindste vindpust eller den mindste bevægelse bevæger sig og afslører rummets skrøbelige grænser.
Når man betragter installationens stofskærme nærmere, får man øje på små broderede motiver. Med en sort tråd har Melchiors ved et af hjørnerne af det ’ydre’ rum broderet et område med brændenælder – et område man normalt respektfuldt ville forsøge at gå udenom. Stofskærmene fungerer således på den ene side som en slags porøs mur, den er rumskabende, og på den anden side danner det ophængte stof baggrund for de broderede brændenælder. I det ’indre’ rum viser der sig ligeledes at være broderet en række tvetydige motiver, der afslører sig som både genkendelige og ikke genkendelige rum. F.eks. har Melchiors i sort og rødt broderet et rum, der på én gang virker genkendeligt og så alligevel ikke. Idet man betragter rummet gennem det yderste lag af netstof, bliver man langsomt klar over, at man iagttager et imaginært rum, som Melchiors har samplet af forskellige museumsrum. En underlig hybrid mellem Louisiana, Statens Museum for kunst og Vendsyssel Kunstmuseum træder frem og synes at pege på, hvorledes museet som rum, på samme måde som installationens imaginære ’andet’ rum, fungerer som en slags heterotopi, hvor tiden, som Michel Foucault har formuleret det, ”hober sig op og bliver ved med at placere sig oven på sig selv.” Man kan sige, at UBRUGTE OMRÅDER eller en erindring om rum som museumsrummet installationen er installeret i, har karakter af en slags faktisk realiseret utopi, der på ét eneste virkeligt sted sideordner flere rum eller flere placeringer som i sig selv er uforenelige.
I al sin umiddelbare enkelhed har Melchiors skabt en både forførende og kompleks stedsspecifik installation til Vendsyssel Kunstmuseum, der dels undersøger, om arkitektur og beklædning udspringer af det samme behov for dækning, beskyttelse og intimitet, og dels fungerer som et slags imaginært ’ekstra’ rum, hvor ’andre rum’ flygtigt dukker frem. Ved at skabe en hybrid mellem arkitektur og beklædning spiller installationen på interessant vis på forholdet mellem det private og det offentlige rum, det indre og det ydre, sikkerhed og usikkerhed, samtidig med at den peger på, hvorledes de rum, vi bruger, bebor og producerer, er midlertidige og flygtige.